DUŠAN GOJKOV

(1965.)
Radio kao kuvar, novinar, radijski komentator, radio i tv voditelj, muzičar, štamparski radnik, glumac, arheolog, reditelj, štalski momak, pomoćni vaspitač u dečjem vrtiću, sezonski berač grožđa, organizator književnih večeri, razvodnik u bioskopu, prodavac jestivih pečuraka i meda na pijaci, turistički vodič, pisac...
Skuvao više hiljada ručkova, napisao nekoliko knjiga, režirao oko dvesta pedeset radio drama i radiofonskih eseja, kao i četrdesetak dokumentarnih televizijskih filmova. Pisao muziku za pozorište i radio. Glumio u pozorištu, na filmu, radiju i televiziji. Dugo živeo u inostranstvu.
Za radio i novine izveštavao iz trideset četiri zemlje.
Trenutno živi u Beogradu.


tuđe uspomene

sećam se
portobello road
gde sam te prvi put dotakao
da ti skrenem pažnju
na jednu lepu fasadu
prolaznici
beže od kiše
a prodavci voća
zatvaraju tezge
sećam se
crkvene porte
gde smo slušali
najtopliju tišinu
sećam se
gledam te dok spavaš
usana nekako napućenih
dišeš duboko
osluškujem
čaršav
preko tvojih bokova
nežno
ocrtava
interesantno
ne mogu da se setim
kakve su ti bile
obrve
sećam se
drvoreda
što seče vinograd
vetar duva uporno
polako hodamo
držiš ruku
u džepu mog kaputa
razmišljam
dok te još nisam upoznao
zvuči glupo
ali
stvarno mi je nešto nedostajalo
sećam se
tvojih pisama
blassblaufrauenschrift
koja si ostavljala svakog jutra na jastuku
dok još spavam
sećam se
kako strpljivo čekaš
dok ja stojim
ispred tri moneove slike
potom
gledam te kako igraš
uz muziku
sama
naše duge šetnje
po ulicama oko covent gardena
sećam se
u vozu
spavamo isprepleteni
putujemo
naša mala soba
za bogate turiste
iznad café de la paix
preskupo ali ti si tako želela
trg
puno ljudi
sećam se
jedne ploče
što svira iznova
i iznova
(tom waits, closing time, mislim)
sećam se
držim te za ruku
jer si uplašena
onda
restorančić kojem sam zaboravio ime
ali bih ga i danas
zatvorenih očiju
pronašao
ćutimo
satima
uz bocu vina
dođavola takvo ćutanje je ružno
a ovu knjigu
sam kupio one subote
čekajući da završiš kod frizera
ulice su bile vlažne
od noćne kiše
ili su to bili perači ulica
rano jutro
još uvek malo prohladno
posle smo zajedno
otišli na kafu
pa je nismo popili
jer smo malo vikali
jedno na drugo
pa nam je nakon toga
bilo neprijatno
sećam se
zalivaš cveće
pevušiš
da bi bolje raslo
crvenih obraza
posle posla
ispijaš konjak ''na eks''
bunim se
hej
imaj poštovanja
to je dobro piće
sećam se
proleća u grčkoj
kad si me treznila
sirćetom i maslinovim uljem
odvratno
tako su te posavetovale
susetke
tako one muče
svoje muževe
a onda leto
izgoreli od sunca
ležimo u sobi
s velikim vlažnim peškirom
preko nas
šapatom: slušaj
prosto zuji koliko je vruće
uveče
sedimo na terasi
uz hladni chenin blanc
tad smo ga otkrili
posmatram tvoj profil
skidaš cipelu
da istreseš pesak s plaže
a tvoja noga
mala
bože kakvo je to stopalo
sećam se
svađaš se sa konobarom
jer mi je doneo pogrešno piće
ne ono koje sam naručio
vodimo ljubav
uz uključen televizor
ljubavni film
učim te svoj jezik
govoreći poeziju naglas
vidim
sediš na ivici kade
dok se brijem
utrljavaš neku kremu
na lice
podloga za šminku
tako nešto
skupljaš opalo lišće po dvorištu
samo lepe primerke
još uvek se desi da poneki list
ispadne iz knjige koju nisam davno
uzimao u ruke
sećam se
izlaziš u drugu sobu
da telefoniraš
a ja se pravim da čitam novine
berzanske izveštaje
bože mi oprosti, kako sam bio...
sećam se
našeg psa
skoro štene
kojeg smo svako jutro pronalazili na krevetu
između nas
sećam se
kad si prvi put otišla
gledao sam kroz prozor
na praznu ulicu
noć
i plakat za kaubojski film
prekoputa
radijatori u sobi hladni
bojler u kupatilu
šišti
i tvoje oči
koje sam video čim zatvorim svoje
sećam se
mirisa tvoje odeće
koju si zaboravila u ormaru
jedne velike kartonske kutije
pune fotografija
bože šta li sam uradio s njom
u kojoj su li se selidbi
izgubile
sećam se
i mirnih večeri
ti slikaš
ja pišem
ili čitam
sedeći u beržeri
sećam se
cveća koje je stizalo
svakog jutra
kasnije otužno mirisalo
po čitavom stanu
možda je trebalo da pitam
ko ga šalje
možda
noćni zvukovi
tvoje disanje
a ispod prozora
pijanci pevaju
prigušeno
sećam se
odlaziš
''negde''
a ja te požurujem
da ne zakasniš
pravim se da ne znam
onda
iz bolnice se vraćaš sama
sa plavim
tamnoplavim
kolutovima ispod očiju
trebalo je nešto reći
znam
dok me nema
spakuješ svoje kofere
torbe
nesesere
ponešto je moralo da se stavi
čak i u pletenu korpu za pijacu
sećam se
ćutiš dok te pitam
sećam se
ćutim
nakon tvog ćutanja
gledam kroz prozor
čujem kako ostavljaš svoj ključ na kuhinjskom stolu
otvaraš vrata stana
sećam se
kako te udaram u lice
ta ruka će celog života praviti isti pokret
a ti plačeš
unapred

en andens minder

jeg kan huske
portobello road
hvor jeg for forste gang rorte ved dig
for at vende din opmarksomhed
mod en skon facade
de forbigaende
flygter fra regnen
og frugtsalgerne
pakker boderne sammen
jeg kan huske
kirkeporten
hvor vi lytede til
den varmeste stilhed
jeg kan huske
jeg ser pa dig mens du sover
med laberne skudt frem pa en made
trakker du vejret dybt
jeg lytter
linned
over dine hofter
aftegner
nansomt
underligt
at jeg ikke kan huske
hvordan
dine ojenbryn var
jeg kan huske
en rakke af traer
der overskarer en vinmark
vinden blaser uophorligt
vi gar langsomt
du holder din hand
i lommen pa min frakke
jeg tanker
mens jeg endnu ikke kendte dig
det lyder tabeligt
men
der manglede virkeligt noget
jeg kan huske
dine breve
blassblaufrauenschrift
som du hvert morgen
efterlod pa puden
mens jeg endnu sover
jeg kan huske
hvordan du venter talmodigt
mens jeg star
foran tre af monets billeder
og bagefter
ser jeg hvordan du danser
til musikken
alene
vores lange gature
gennem gaderne omkring covent garden
jeg kan huske
i toget
hvor vi sover sammenflettet
vi rejser
vores lille varelse
til rige turister
oven over café de la paix
for dyrt men du havde onsket det sadan
pladsen
de mange mennesker
jeg husker
en plade
der spiller igen
og igen
(tom waits, closing time, tror jeg)
jeg husker
jeg holder dig i handen
fordi du er bange
og sa
den lille restaurant
jeg ikke kan huske navnet pa
men den dag i dag
med lukkede ojne
vil jeg kunne finde den
vi tier
i timevis
over en flaske vin
for fanden sadan en tavshed er grim
og denne bog
havde jeg kobt den lordag
mens jeg ventede at du skulle
blive fardig hos frisoren
gaderne var vade af natteregnen
eller var det gadefejerne tidlig morgen
stadigvak lidt koligt
bagefter tog vi sammen
hen for at fa en kop kaffe
sa fik vi den ikke
for vi havde rabt lidt
ad hinanden
sa efter det blev vi
lidt flove
jeg husker
du vander blomsterne
nynner
for at de skulle vokse bedre
med rode kinder
efter arbejde
skyller du cognac ned i én tar
jeg brokker mig
hey
hav respekt
det er en god drik
jeg husker
foraret i grakenland
da du ville gore mig adru
med eddike og olivenolie
modbydeligt
sadan har kvinderne i vores nabolag
radet dig
sadan piner de
deres mand
og derefter sommer
vi ligger solbrandte
pa varelset
med et stort vadt handklade
over os
hviskende: hor
det simpelthen summer sa varmt er det
om aftenen
sidder vi pa altanen
med en kold chenin blanc
da opdagede vi den
jeg kikker pa din profil
du tager din sko af
for at halde strandsandet ud
og dit ben
spinkelt
gud hvordan den fod er
jeg husker
du skandes med tjeneren
fordi han har bragt mig
den forkerte drink
ikke den jeg havde bestilt
vi elsker
med fjernsynet tandt
karlighedsfilm
jeg larer dig mit sprog
ved at sige poesi
jeg ser
du sider pa kanten af badekarret
mens jeg barberer mig
du smorer noget creme
i ansigtet
underlaget for sminken
sadan noget
du samler faldne blade i haven
kun de smukke eksemplarer
det sker stadigvak at et blad
falder ud af en bog jeg i lang tid
ikke har haft i handen
jeg kan huske
du gar ind i det andet varelse
for at telefonere
mens jeg lader som om jeg laser
meddelelser fra borsen
gud tilgiv mig, jeg var sa...
jeg husker
vores hund
nasten en hvalp
som vi hver morgen fandt
i sengen
imellem os
jeg husker
da du forste gang gik
jeg kikkede gennem vinduet
pa den tomme gade
nat
og en biografplakat for en westernfilm
pa den modsatte side
radiatorerne pa varelset kolde
vandvarmeren pa badevarelset hvisler
og dine ojne
som jeg kunne se sa snart jeg lukkede mine
jeg kan huske
duften af dit toj
som du havde glemt i skabet
en stor papkasse
fyldt med fotografier
gud, hvor er den blevet af
under hvilken fraflytning
forsvandt de
jeg husker
ogsa de stille aftener
du maler
jeg skriver
eller laser
siddende i lanestolen
jeg husker
blomsterne som hver morgen
ankom
og senere duftede sorgmodigt
i hele lejligheden
maske skulle jeg have spurgt
hvem der sendte dem
maske
nattens lyde
dit andedrat
og under vinduet
drukkenbolte synger
dampet
jeg husker
du gar
”et sted hen”
og jeg skynder pa dig
sa du ikke kommer for sent
jeg lader som om jeg ikke ved
og bagefter
kommer du alene fra hospitalet
med blalige
morkebla
rande under ojnene
man skulle have sagt noget
jeg ved det
mens jeg er vak
pakker du dine kufferter
handtasker
toilettasker
noget matte endda stilles i
den flettede kurv til grontorvet
jeg husker
du er tavs mens jeg sporger
jeg husker
jeg er tavs
efter din tavshed
jeg kikker gennem vinduet
jeg kan hore hvordan du efterlader noglen pa kokkenbordet
du abner doren til lejligheden
jeg husker
jeg slar dig i ansigtet
den hand vil hele livet gore
den samme bevagelse
og du grader
pa forhand

London – Chicago – New York, 1992.


Copyright © by Dušan Gojkov & Balkanski književni glasnik – BKG, 2006.

Prevod na danski Aleksandar Šajin, redakcija Anne Mette Cecilie Nielsen Copyright © by Aleksandar Šajin


Nazad